Kan man stå af her?

.. Ja, det kunne være rart, hvis man sådan kunne stå af rutschebanen imens den er oppe... ;o).

Vi har den sidste tid haft et meget uroligt barn, og som tidligere skrevet her på bloggen, så vil han ikke rigtigt sove uden sin mor eller far lige i nærheden (og det er heller ikke altid godt nok). Ingen dage er ens her, få dage har han været forholdsvist rolig og vi har haft dage, hvor han ud af 24 timer har brugt 11-12 timer på at sove, det er bare for lidt for en lille baby. Især når man bruger resten af tiden på at græde, være urolig og utilfreds. Ja, og de vilde skrig man nu får, er af træthed - man gør sig alverdens tanker..

Idag har vi haft besøg af sundhedsplejersken og hun kunne bekræfte os i alt!

Hun undersøgte ham og kunne konstatere, at kiropraktor behandlingerne naturligvis har virket (han skriger heller ikke længere på samme måde, så det vidste vi jo godt), men han er stadig meget anspændt i ryggen og han bevæger sig ikke forover som han skal, og derfor har han svært ved at slappe af og finde ro i længere tid ad gangen (det forklarer hvorfor han spytter sutten ud og bliver urolig hele tiden, når man lige troede, at han sov!). Han spræller med arme og ben og siger de særeste lyde. Alting skal ske så hurtigt og han har virkelig fart på. Så nu skal han starte ved fysioterapeut for at få løsnet op, og så skal vi ellers sørge for at holde ham lidt i ro og skærme ham lidt for den store verden - Lige nu overstimulerer han sig selv ved at blive så vild, og så kan man jo da slet ikke sove!

Oliver har været lidt for god til at vise, at han er sulten... Så han har selvfølgelig fået godt med mad! ;o). Den korte forklaring er, at drengen har haft så ondt og så er der bare rarest ved mors bryst eller i mors (ellers fars) arme.. Og hans smerter har gjort ham ret forvirret.. Han ved ikke selv helt hvad han vil (Ja, det forklarer jo, hvorfor vi heller ikke kan finde ud af, hvad han vil!). Så nu har jeg fået tidsbegrænsning på amningen og så skal han holdes lidt hen, når han melder sig sulten, eller snydes med vand.

Han sulter i hvert fald ikke! Sundhedsplejersken målte og vejede - 60 cm og 5730 gram! Stor basse :o). Men som hun siger, han er ikke FOR stor eller noget, men han får hvad han skal bruge.. Og mere til... Lille snyder.. ;o).

Imens han blev undersøgt kunne hun også konstatere, at Oliver er meget stærk. De løft han laver med hovedet svarer til, hvad han skal kunne, når han er ca. 3 måneder. Det samme er gældende for den måde han støtter på sine arme. Han har også et par gange vendt sig fra ryg til siden, og han er altså kun 6 uger imorgen! Men vores lille fyr er så spændt i kroppen, at han overtræner.. Øv øv. Heldigvis har det ikke nogen negativ betydning for hans udvikling, men han behøver ikke bruge for meget tid på at træne yderligere. Så nu bliver aktivitetstæppet pakket væk for en stund (ikke at han rigtig gad at ligge der alligevel).

Over middag fik vi ham svøbt godt ind og lagt i barnevognen, og så traskede min søster og jeg en lang gåtur med ham, og så sov han da næsten 2 timer med meget få uroligheder :o).

Oliver d. 30. oktober - Ganske rolig her!

Hvor bliver tiden af?

Her flyver tiden afsted! Den ene dag tager den anden, og det er egentlig ikke fordi man når noget som helst.. Tværtimod! ;o)

Vi har lige haft et par dage, hvor Oliver har været meget mor-syg. Han vil helst være i mine arme hele tiden, også når han sover! Det er selvfølgelig meget hyggeligt ;o). Idag har det lykkes mig at putte ham for sig selv, men han vågner hvert 5. minut fordi han har tabt sutten (som han ellers altid spytter ud, når først han sover).

Imorgen skal vi til 5 ugers undersøgelse hos lægen. Han blev undersøgt af 2 læger, da vi var på Patienthotellet så medmindre noget har ændret sig, så ved vi jo, at han er helt perfekt! Men jeg er nu alligevel spændt på at høre hvad han vejer, synes han bliver tungere og tungere (og maven tykkere og tykkere!) :o).

Se selv! Billederne er taget igår.

Oliver 5 uger. Elsker at være i bad!

Han kan få de fineste krøller, når håret er vådt :o)

1 måned - En værre ballademager!

Ja, Oliver er nu allerede 1 måned gammel.. (Igår kl. 14.01). Og han er allerede vokset ud af str. 56, gisp! Det går da liiiige stærkt nok?! :o)

Han er en værre ballademager! Især når han skal skiftes ;o). Han synes nu for det meste, at det er vældig hyggeligt at ligge der og kigge på sin uro. Og uuuh, det er skønt at få bleen af (bare det ikke er alt for koldt!). Vi har oplevet et par gange, at han både har tisset og ja.. skidt (ja, undskyld!) imens han har ligget der uden ble. Nogen gange har vi overvejet bare at lade drengen ligge, det er som om han aldrig bliver færdig.. ;o).

Nå, men igår valgte Oliver at fejre sin 1 månedsdag ved at tisse fra puslebordet over på det rene vasketøj! Ja, så kan man vel lære at stille tørrestativet et andet sted.. ;o). Han ramte heldigvis ikke så meget, så vi var bare helt færdige af grin! Sikke et springvand sådan en fyr kan lave, haha.

Han er i øvrigt så småt begyndt at smile, men det er vist ikke helt bevidst endnu... Men dejligt er det!

Oliver rækker tunge af elefanten?

Fåret er vist den mest interessante lige nu :o).

Sådan ser man ud, når man er 1 måned :o)

Op og ned...

Ja, sådan står det til... Lige nu er vi oppe, så derfor vil jeg bruge en smule energi på at opdatere her.. :o).

Efter Olivers første besøg ved kiropraktor tog han sig en god lur, hvorefter han vågnede op og skreg i 5 timer... Puha. Tirsdag var han helt rolig og afslappet, og vi kunne se bedring i hans bevægelser. Det samme onsdag, jubii! Så var vi til kiropraktor igen torsdag og han tog sig igen en pæn lur efter konsultationen. Da han vågnede skreg han til han faldt i søvn igen... Og sådan blev det ved og ved og ved... Resten af torsdagen, hele fredag og hele lørdag. Hold nu k... Hvor er det hårdt! Og især synd for den lille baby, som bare har så ondt.. :o(

Søndag havde vi et helt andet barn, han virkede tilpas og afslappet.. Og begyndte igen at kunne se nye bevægelser.. Han var mere vågen og opmærksom, i stedet for bare at være vågen og skrige. Og ja, sådan har han faktisk været siden!! :o). Han bliver selvfølgelig stadig sur (som babyer nu gør), men han er nemmere at læse og han er slet ikke utrøstelig.

Idag skulle vi så til kiropraktor igen, men det blev kun til at tjek for Olivers ryg/nakke var lige som den skal være! Åååhhh.. Lettelse! :o). Så ja.. Nu er vi oppe, og her håber vi, at vi bliver :o).

Se lige min skønne dreng:

Det er slet ikke så slemt at være Oliver.. :o)

Måske alligevel ikke så temperamentsfuld?

... Det har været en hård weekend!

Allerede da vi var på Patienthotellet blev Oliver tjekket af en læge og en børnelæge. Han laver sådan nogle spjæt en gang imellem og så bliver han derudover så fandens hysterisk. Han er enten glad og tilpas eller meget meget sur. Men vi blev forsikret om, at vores lille guldklump intet fejler - Højst lidt mere temperament end andre babyer.

Han har siden haft nogle ture dagligt, hvor han har været helt utrøstelig, og det er blevet værre og værre. De sidste par dage har han konstant været urolig. Vi troede det måske var hans mave - Jeg ammer med ammebrikker og det kan give lidt ekstra luft i hans lille mave - Måske han heller ikke fik nok mad? Vi har prøvet i nogle dage at afvænne ham fra brikkerne, men han vil simpelthen ikke spise uden, og hans hysteriske anfald bliver hverken færre eller kortere ved at forsøge.

Idag kom Sundhedsplejersken (for 2. gang siden vi kom hjem), og det havde vi glædet os meget til - Måske hun kunne fortælle om det var maven der bøvlede. Hun undersøgte Oliver og pludselig er det meget tydeligt, at hele hans krop faktisk søger til den ene side. Der er rigtig mange ting der går op for os under den her undersøgelse, og samtidig med at man selvfølgelig ikke håber, at ens lille baby har ondt så er det alligevel befriende, at der er en årsag og at vi kan gøre noget ved det.

Oliver blev selvfølgelig også vejet og målt. Han vejer nu 4780 gram og måler 56 cm! Hvilket er over alt forventning og virkelig flot, sagde Sundhedsplejersken. Det kan måske endda tyde på, at Oliver har trøstespist lidt.. men i hvert fald - Amningen fejler ikke noget! Og maven var fin og blød, så det gør den formentlig heller ikke :o).

Vi ringer til forskellige kiropraktorer, som har med børn at gøre.. Den ene er til møde og den anden har først en tid d. 17... Om 1 uge! Det kunne vores lille dyrebare baby altså ikke vente på! Så vi ringede til min søsters kiropraktor, som også har erfaring med børn, og der fik vi en tid 40 minutter senere. Oliver blev undersøgt, og Henrik (som den rare kiropraktor hedder) fortæller os, at han sagtens kan mærke, at der er noget der ikke sidder helt som det skal. Han forsikrer os dog om, at det ikke er slemt og det kan vi sagtens få fikset. Dejligt! Moderen måtte tude lidt i ny og næ, det er altså ikke nemt at se sin lille baby blive trykket på.

Oliver har sovet siden han blev sat i autostolen, så hvorvidt det har virket med første omgang vides endnu ikke, men vi håber :o). Måske er han alligevel ikke så temperamentsfuld? Han har muligvis bare ondt.
Moderen blev beordret søvn af Sundhedsplejersken, så nu vil jeg ligge mig ved siden af min søn ;o).

Oliver 20 dage gammel - Det er meget tydeligt at se hvordan hans krop "buer".

Sådan kom Oliver til verden..

Dette er min meget personlige beretning om hvordan Oliver blev født- hvis du ikke ønsker diverse detaljer, så lad vær med at læse mere ;o).

Tirsdag d. 20. september skulle jeg egentlig have været til morgensang ved min moster og onkel, de havde nemlig sølvbryllup. Men jeg beslutter aftenen før, at det er en dårlig idé, da jeg har lidt kraftige plukveer. Jeg vågner kl. 6.30. Jeg skal tisse (surprise!), det gør jeg så. På vej tilbage til soveværelset føles det som om, at jeg tisser i bukserne.. Så tilbage på badeværelset med mig. Bliver lidt pinlig, som højgravid er man bare ikke så charmerende.. Jeg tænker det muligvis kan være vandet der siver, men det stopper igen. Jeg tager et bind på og går tilbage i soveværelset. Ret hurtigt får jeg samme fornemmelse igen. Derfor vækker jeg Ronni og vi bliver enige om, at jeg skal ringe til fødegangen. Det gør jeg (klokken er 7.12). De vil gerne se mig kl. 10. Skulle jeg få regelmæssige veer med 5 minutters mellemrum og en varighed på 1 minut skal jeg kontakte dem igen. Jeg sætter mig ned og Ronni og jeg laver en plan for hvad vi lige skal nå. Jeg mangler at pakke lidt småting, og det samme gør Ronni. Idet jeg rejser mig fra stolen lyder der et plask, og så var vi ikke længere i tvivl om, at vandet altså var gået! Jeg begynder at grine helt hysterisk, det er simpelthen for skægt! Jeg tror egentlig mest det er lettelse, for idet vandet går ved jeg, at om max 18 timer har jeg min søn i armene, vildt! Og samtidig synes jeg, at det er enormt morsomt at jeg kl. 7 skulle have stået og sunget morgensang, det kunne have været noget af et syn!

Jeg går i bad og begynder derefter at pakke det sidste.. Ronni går og ordner lidt småting. Jeg begynder at få veer, de bliver mere og mere voldsomme og min læn er øm! Kl. 8.25 begynder jeg at tage tid på veerne. De varer ca. 40 sekunder og der er 4-7 minutter imellem. Jeg ringer til fødegangen igen kl. 9.18, de mener nu ikke det er så vildt endnu, så jeg skal kun komme hvis jeg er utryg – det er jeg for det gør virkelig ondt nu! De siger, at de gerne vil tjekke mig, men at vi nok bliver sendt hjem igen efterfølgende, især fordi vi bor så tæt på. Helt ok med mig, bare de vil se mig.

Turen i bilen var et helvede. Jeg bandede og svovlede over alle andre trafikanter, ja selv fodgængere. Det kan ikke have været nemt, at koncentrere sig om at køre bilen! Jeg begynder at blive lidt angst i forhold til veerne, og idet veerne stopper begynder jeg spontant at stortude. Vi finder endelig en parkeringsplads (det tog lang tid!). Ronni smider penge i automaten, så vi kan holde der i 2 timer – vi ville jo blive sendt hjem igen (troede vi). Vi kommer op på fødegangen og får en modtagelsesstue med det samme. Ronni hjælper mig op på sengen, og her begynder jeg igen at stortude. Der kommer en jordemoder ind i værelset, hun skulle egentlig ikke ind til os, men hun kan åbenbart høre mig ude fra gangen. Hun siger, at jeg er nødt til at slappe af – jeg hyperventilerer. Vi snakker lidt, mest hende og Ronni. Og ind kommer Katrine, jordemoderen der senere tager imod vores dreng.

Vi kommer ind på fødestue 5. Katrine har skrevet, at jeg ved ankomst har veer med 3 minutters interval og de varer 50 sekunder. Jeg har enormt svært ved at trække vejret dybt, og er enormt bange pga. smerterne. Jeg går faktisk i panik når veerne kommer. Jeg får sagt, at de er nødt til at hjælpe mig med smerterne, jeg skal have noget lindring, det gør alt for ondt! Katrine siger, at vi lige skal have mig undersøgt først.

Kl. 10.35 bliver jeg undersøgt og er allerede 5 cm åben! Jeg får ikke målt blodtryk. Katrine forsøger ikke engang, da jeg har for mange smerter. Jeg får klyx og kan kun huske, at det var et helvede at skulle ud på toilettet – Jeg bløder en del, men det er bare tegnblødning.

Jeg forsøger virkelig at lytte til hvad Katrine siger, men når først veerne kommer, så skriger jeg som en stukken gris, bliver panisk og angst og glemmer alt om dybe vejrtrækninger. Når veerne aftager, så tuder jeg lige ind til næste ve starter. Jeg spørger igen efter noget smertelindrende, men det kan vi ikke nå nu. Jeg er faktisk helt overbevist om, at jeg ikke kan klare det. Jeg er bange og spørger Katrine flere gange, om hun tror jeg kan klare det. Hun siger selvfølgelig ja, og roser mig helt vildt (selvom jeg slet ikke hører efter, hvad hun siger). Jeg husker, at jeg ligger halvvejs i armene på Ronni under veerne, og klemmer hans hænder (ret hårdt, fortæller han efterfølgende – men som han siger, det gjorde nok mere ondt på mig). Jeg skriger ham lige ind i hovedet under hver eneste ve, han har bagefter fortalt, at de bedste skuespillere i den vildeste gyserfilm ikke kunne virke mere paniske. Katrine lytter til Olivers hjerte mellem hver ve, selv mærker jeg også liv imellem veerne og det gør mig lidt mere rolig.

Kl. 11.10 bliver jeg undersøgt igen – På 35 minutter er jeg udvidet fra 5 til 9 cm! Jeg får iltmasken, da Katrine mener, at den kan hjælpe mig. Det føler jeg desværre ikke. Kl. 11.45 begynder jeg at føle det presser, jeg kommer op og stå og får lov at presse lidt med. Kl. 11:55 er jeg 10 cm åben og kan nu endelig arbejde med presseveerne, hvilken lettelse! Det forstår min krop heldigvis, så selvom jeg stadig er bange, så gør jeg bare hvad hun siger. Mine udvidelsesveer var meget kraftige, men til gengæld er mine presseveer ikke kraftige nok, og de er heller ikke lange nok. Jeg skifter mellem forskellige stillinger, stående og liggende.

Kl. 13.00 får jeg Ve-drop, da der ikke er sket ret meget fremgang. Jeg får det først lagt i venstre hånd, men apparatet fungerer ikke ordentligt, så der bliver tilkaldt en læge, som bagefter ligger det i min højre hånd. Jeg hader nåle, så selvom jeg er i min egen verden får jeg sagt, at de ikke skal sige når de stikker. Herefter siger lægen: ”Nu mærker du lige et lille prik. Nåh nej, det måtte jeg ikke sige”. Kan huske, at jeg tænker; FLOT! Men jeg er faktisk ligeglad. Herefter skal jeg stadig skifte imellem stillingerne og samtidig øges droppet lidt hen af vejen.

Kl. 13.35 bliver der tilkaldt 2 læger, da jeg har presset meget længe og der stadig ikke er den store fremgang. Lægerne skal godkende, at det bliver skruet op for droppet.

Jordemoderen kan tydeligt se hovedet nu, men der sker stadig ikke nok Hun nævner også, at vores barn har enormt meget hår, hvilket er ret svært at forholde sig til, når man ligger der!

Olivers puls har været aftagene i en periode og lægerne bliver tilkaldt igen. Jeg ligger nu på ryggen og jordemoderassistenten holder mit ene ben, mens Ronni holder det andet. Jeg har virkelig ondt i mine ben og læn mellem veerne, så det er en kæmpe hjælp, at jeg ikke selv skal holde dem. Jeg skal nu trække vejret igennem iltmasken hele tiden, så Oliver får nok ilt.

Der bliver skruet op for droppet igen og lægerne bliver nu på stuen, de taler om at tage Oliver ud med sugekop, hvis der ikke snart sker noget. Jeg husker, at jeg tænker at det skal de bare ikke! Men jeg siger ikke noget. Droppet startede på 18ml/h og kl. 14.00 bliver det sat op for sidste gang – til 180 ml/h. Hovedet kommer ud og i den næste ve er Oliver kommet til verdenen. Klokken er nu 14.01 og Oliver kommer op på min mave, han græder kun kort. Det er et helt ubeskriveligt øjeblik! Både Ronni og jeg er meget rørte over den smukke baby, som ligger der og ser så lækker ud!

Ronni klipper navlestrengen.

Jeg er bristet en smule, men intet alvorligt. Katrine giver sig dog god tid til at sy, og samtidig får vi snakket fødslen igennem, hvilket er rart – jeg forstår det nemlig ikke helt. Det gik simpelthen for stærkt i starten. Jeg griner pludselig, og siger at jeg ikke håber de har haft rundvisning på fødegangen i dag, for så har jeg da skræmt alle de højgravide fra sans og samling. Herefter undskylder jeg, at jeg ikke lyttede efter i starten og Katrine siger, at hun sagtens kan forstå, at det gjorde så ondt eftersom udvidelsen gik så stærkt! Jordemoderassistenten mener, at jeg er skabt til at føde, men hun var der heller ikke meget, imens jeg skreg som en sindssyg, hehe.

Oliver bliver målt og vejet. 52 cm og 3970 gram. Stor dreng :o).

Min kæreste var så sej under hele fødslen, jeg føler at han hjalp mig så meget, og han gjorde bare hvad der skulle gøres, sagde de helt rigtige ting osv. Selv da jeg blev syet hjalp han lige jordemoderen med at finde de rigtige ting frem – Hvor jeg dog elsker ham for altid at være så rolig, når jeg ikke er det! Tak :o). Uden hans hjælp havde jeg ikke kunnet skrive beretningen, jeg kunne ganske enkelt ikke huske rækkefølgen af hændelserne, og noget husker jeg nærmest slet ikke. Derfor har det faktisk været en rigtig god proces for mig at skrive beretningen. Nu forstår jeg det, og glemmer det aldrig.

Oliver 5 timer gammel.

Tak fordi du læste med! :o)