onsdag den 27. juni 2012

.. Mor-dag.

I går havde jeg mig en rigtig JEG-dag. Det var så skønt!

Jeg afleverede Oliver hos min mor kl. 8.15 og der skulle han lege med hende og min søster til kl. 16. Jeg blev hængende en lille time... Skulle da lige sludre og drikke kaffe. Oliver var ret ligeglad med at jeg gik, også selvom jeg kom tilbage fordi jeg havde glemt noget og så gik igen.

Min søster sendte mig dette billede :o)
Jeg kørte hjem, nød freden og tog et langt bad. Derefter mødtes jeg med Ronni nede i byen. Vi spiste frokost på en café og tænkte at vi rigtig skulle slappe af og nyde maden. Maden var god, men hold op en larm - der var fuldt hus.. Vi gik en tur i H&M og skulle bare liiiige finde lidt strømper til Oliver.... Nååå ja.

Lidt strømper formerede sig. Ronni fandt bamsen.
Ronni var nødt til at lave noget skolehalløj, som han skulle have vejledning i i dag, så det gjorde han da vi kom hjem. Jeg smed mig på sofaen indtil kl. 16. Skønt.

Jeg hentede Oliver - fik da lige et smil og så legede han videre. Jeg havde virkelig savnet ham, men jeg tror faktisk ikke det var sådan vildt meget gengældt. Hmrf.. ;o).

Min mor havde sådan en stor (grim) glasdims stående (som hun har fået i gave for mange år siden, af nogen der betød rigtig meget). Den nåede Oliver at vælte og smadre inden vi tog hjem. Heldigvis ramte den ham ikke! Puha, sikke et chok da der var glasskår udover det hele.

Han blev glad for bamsen (Cookie Monster, selvfølgelig), han griner af den.. Især når Ronni får den til at danse mærkeligt, haha.

Vi hyggede og spiste sammen. Ronni puttede Oliver og jeg smuttede på pub med nogle gode venner, nød en enkelt fadøl.. Fik højeste score i Pub Quizzen, desværre det samme som et andet hold og de endte med at vinde efter to yderligere spørgsmål.. Argh! Kom lidt sent i seng, men Oliver må have været en træt fyr, i hvert fald sov han fra 19.45-5.45 uden at vågne en eneste gang. Og så snoozede vi videre fra kl. 6.15-7.15. Gid alle nætter var sådan!

Ronni har haft sidste skoledag i dag, så nu har han ferie til d. 1. august - det bliver så skønt! :o)

søndag den 24. juni 2012

9 måneder..

.. (d. 20. juni 2012).

9 måneder.. Det er alligevel lidt vildt. Vi har nu haft ham i armene lige så længe, som jeg har haft ham i min mave :o). Da vi i tirsdags besøgte vuggestuen fik jeg bildt dem ind, at han er 8½ måned.. Øhhhh. Men ok, de fleste dage ved jeg ikke hvilken dag, uge eller dato det er.. ;o).

9 måneders status:

Aktiviteter: Det går stærkt med kravleriet, han er blevet enormt hurtig. Han rejser sig stadig op af alting, og det gør han hele tiden. Jeg tror faktisk helst, at han vil stå op. Han har heller ikke problemer med det længere og han vælter meget sjældent. Han står helt nede på flad fod. Og så går han ellers rundt, hvis der er noget at holde ved. Det er mest rundt om sofaen og sofabordet. Han er begyndt at slippe med den ene hånd, og det går for det meste fint. For nyligt slipper han så med begge hænder, men det går altså slet ikke! Jeg aner ikke hvorfor han har så travlt..

Han kan sagtens gå et par skridt med sin gåvogn nu, men den triller altså ret hurtigt fra ham, selvom den er skruet til. Men sødt ser det ud :o).

Han kan også selv sætte sig op nu, det ser virkelig sødt ud :o).

Af legetøj så er det stadig boldene (som er kommet i et telt), hans gris og nøglerne der hitter. Boldene er især sjove fordi han kan trille rundt med dem. Så kravler han efter bolden og griner og sludrer helt vildt. Når han får fat i den sætter han sig op og ryster den indtil han taber den og så kravler han efter den igen... osv.. ;o).

Han klapper og vinker stadig ikke. Men han er begyndt at bevæge armene når vi vinker, så jeg tror han er ved at fange det. Han griner stadig bare, når vi klapper - det er selvfølgelig også helt fint! :o).

Oliver på sin 9 måneders dag.
Lyde: Der er faktisk ikke kommet så mange lyde til, det er som om at han bare skifter lidt imellem de lyde han har lært indtil nu. Men han "snakker" stadig rigtig meget. Nogen gange skælder han også lidt ud. Haha.

Tænder: De 3 tænder der var på vej i sidste måned er nu kommet frem, så han har 6 tænder. De kommer ikke helt så hurtigt som de nederste fortænder, men de er noget bredere. Han er ikke vild med at få børstet tænder, hold op han kan blive tosset, den lille rod!

Og her er så 5 ud af 6 tænder.. ;o). Han får vist mellemrum mellem fortænderne ligesom sin mor.
Mad: Han er blevet meget bedre til at tygge, så det med maden går meget bedre. Han får det dog stadig galt i halsen engang imellem, og jeg får stadig dårlige nerver af det. Han spiser nu bondebrød uden problemer og det meste af vores mad. Vi hakker dog stadig nogen ting, som f.eks. pastaskruer.

Søvn: Der er ingen problemer med at falde i søvn om aftenen (hvis han altså ikke er syg). Han kravler dog stadig rundt i sin seng, stiller sig op, snakker løs.. Og nu er han også begyndt at hoppe i sengen! Men han er glad og hygger sig indtil han falder i søvn af sig selv :o).

Han vågner stadig rigtig mange gange i løbet af natten, men på gode nætter er vi kun inde ved ham 2-3 gange. Han får stadig flaske ved 5-tiden, og så står han allerede op ved 6-tiden. Det er en kamp at få ham til at sove videre efter flasken. Han er mega træt, men kan vist bare ikke finde ro igen. Det hjælper ikke længere at tage ham med ind i vores seng og barnevognen er heller ikke et hit på det tidspunkt.

Søvnen i løbet af dagen har ikke ændret sig, han sover 2 lure, og det er helt fint, han er i godt humør indtil kl. 19.30, hvor han bliver puttet.

Thor Pilsner; man er vel fra Randers. Bare rolig, dåsen er ikke åben.. ;o).
Vægt & mål: Hov. Vi må lige have gang i vægten og målebåndet en af dagene :o).


Vi er trætte...

.. Men vi lever.. ;o).

Der er sket en del den sidste uges tid, og derfor er jeg altså lidt bagud her.. Jeg mangler især Olivers 9 måneders opdatering. Men den skal nok komme.. Bedre sent end aldrig, ik?

I mandags fik vi et nyt tilbud om en vuggestueplads til Oliver, de skulle have hurtigt svar, så selvom Ronni var begravet i bøger, så tog vi selvfølgelig på besøg - det gjorde vi tirsdag. Og det var helt fantastisk. Der er grønt og lækkert udenfor, en "sanse park" med frugttræer og nødder, der var store dejlige, lyse stuer, varmt og entusiastisk personale.. Ja, selv køkkenpersonalet kom og hilste. Det var i det hele taget en rigtig god oplevelse. Vi var der en hel time.. Ronni og jeg blev budt på kaffe og Oliver fik en rugbrød med leverpostej sammen med nogle andre børn. Det var sjovt at se ham studere de andre, de der sad der var lidt ældre så der var nok at kigge på. Vi har en rigtig dejlig fornemmelse i maven, og tænker begge at han kommer til at have det rigtig sjovt.. Så vi har selvfølgelig sagt ja.
Han har fået pladsen fra d. 1. august, men lederen på stuen har ferie til d. 6, så vi venter med at starte op indtil da. Jeg starter først på arbejde d. 12. september, så vi har rigeligt tid til indkøringen, men det synes jeg bare er rart :o).

Ronni har fået praktikplads i en børnehaveklasse på en skole meget tæt på vuggestuen, så det kunne heller ikke passe bedre. Ronni skal være der fra august til og med januar, altså hele sit 3. semester.
Han var i øvrigt til eksamen torsdag og fik 12 - Han er sku så dygtig! Han slider også for det, og tænker og taler faktisk ikke om andet, når han er i eksamensperiode - Men det kan jo så godt betale sig! Det kunne jeg godt have lært noget af, da jeg studerede ;o).

Der var et skønt vejr, så da han kom hjem pakkede vi lidt mad og drikke og gik en tur i Doktorparken. Oliver faldt i søvn og var ellers i et underligt humør. Ret sur faktisk.

Fredag var Oliver helt færdig, han hostede og hostede, snottede og snottede. Han ville hverken spise eller sove, ikke engang mælken duede. Da Oliver endelig faldt i søvn fredag aften, så blev han ved med at vågne og græde helt vildt. Ronni var oppe hele natten til lørdag, vækkede sig mig kl. 7 og gik selv i seng. Så vi var ret trætte da vi i går skulle til min søsters 30 års fødselsdag (hun fylder dog først til oktober). Oliver var ikke i det bedste humør, vi ville egentlig have puttet ham derude, men vi ombestemte os og puttede ham i sin egen seng. Natten til i dag er gået lidt bedre, men han har da været vågen 7-8 gange. Pyh. Vi er blevet enige om at få tjekket hans ører, han piller meget ved dem i dag, og har gjort det de sidste par dage. Måske det kan forklare hvorfor han generelt vågner så meget om natten. Ellers er han helt på toppen igen, ingen forkølelse og ligeså glad som altid.

Jeg forsøgte at tage et billede af sløve, forkølede Oliver. Der sker et eller andet magisk,når han ser et kamera så lige meget hvor syg eller sur han er, så ser han nogenlunde sådan her ud.
Og her er så et billede fra i går, da vi var til fødselsdag. Forkølet og træt, meget træt.

I onsdags - da Oliver blev 9 måneder - var Oliver og jeg på besøg hos en jeg arbejder sammen med. Hun er også på barsel og har lille Simon, som er 3 dage yngre end Oliver (Vi havde faktisk termin samme dag). Det var rigtig hyggeligt! Men vi har ikke set hinanden siden Oliver var 2 dage gammel, så vi fik jo slet ikke sludret færdigt. På vej hjem blev Oliver køresyg, og det er desværre 4. gang det sker nu. Han græder først rigtig meget og pludselig kaster han op. Øv, hvor er det træls og synd for ham. Vi håber det hjælper med en forudvendt autostol og så nogle flere svingture.

Og nu må jeg vist hellere få sluttet af, hvis jeg skal have lavet den opdatering også.. ;o).


søndag den 17. juni 2012

Av, det gør ondt..

Rigtig ondt. Inde i mit hjerte.

Lige om lidt skal Oliver starte i vuggestue/dagpleje.. Og det gør ondt i mit hjerte. Jeg har det simpelthen så skidt med det.

Jeg ved, at det er en god løsning for alle. Jeg duer ikke til at rende rundt herhjemme, og Oliver elsker mennesker, andre børn og især at der sker noget hele tiden. Så jeg er faktisk helt sikker på, at det nok skal blive godt, hvis vi ellers finder det helt rigtige sted. Med nogle gode, varme og omsorgsfulde pædagoger, som får mig og Ronni til at føle os trygge.

Der har været ret stille her på bloggen. Det skyldes ovenstående.. Jeg bruger enormt meget energi og tid på at tænke på det.

Det skyldes især, at vi fik tilbudt en vuggestueplads til Oliver, et sted som vi ellers ikke havde prioriteret. Der er en vuggestue og to børnehave-stuer. Vi havde hørt en del negativt om stedet, men også nogen som var fint tilfredse. Vi tog op for at se stedet (som jeg ikke vil nævne, da jeg synes folk selv skal danne sig sine indtryk eller søge den viden de ønsker). Det var bare ikke godt. Jeg fik en stor knude i min mave, og det samme gjorde Ronni. Som jo læser til pædagog og ønsker at arbejde i en børnehave, så han ved altså godt hvordan det foregår i institutioner. Udover legepladsen, som gjorde mig så deprimeret, at jeg fik lyst til at springe ud foran en lastbil, så manglede der kontakt med børnene, omsorg og varme.. Det virkede så koldt. Og mørkt.

Som du jo nok kan regne ud, så takkede vi nej.

Ronni læser og læser, han skal til eksamen på torsdag. Derefter har han undervisning mandag til onsdag ugen efter, og så har vi fri sammen hele juli. Det glæder jeg mig til. Vi skal ud og se de 6 vuggestuer, som vi har skrevet Oliver op til. Jeg har virkelig behov for ro i mit indre, alle de gode ting som Ronni fortæller mig preller totalt af på min urolige moder skal.

Alt imens springer Oliver omkring, uvidende om sine forældres bekymring (heldigvis). Han er glad, glad og glad. Griner og pludrer dagen lang. Kravler i meget højt tempo, men vil nu hellere spadsere langs sofaen, og så over til sofabordet og så tilbage til sofaen. Det kan han få laaang tid til at gå med. Heldigvis har han fået ret meget styr på det nu, han vælter ikke så ofte mere. Og han er blevet god til at sætte sig ned på måsen eller knæene, så han selv kan komme derfra.. :o).

Jeg var ikke særlig motorisk som barn.. (Haha, hvem forsøger jeg at narre? Jeg er stadig overhovedet slet ikke motorisk), så det er ikke mig han har det efter. Tilgengæld kravlede Ronni, da han var 8 måneder og han gik allerede da han var 10 måneder.. Så nu må vi se, synes nu godt Oliver må slappe lidt af.. ;o). Jeg hoppede rundt på min numse (smart, så kan man have legetøj i hænderne) og gik først da jeg var 15 måneder.

Oliver er i gang med sin spadseretur, og fandt da lige nogle spændende bøger om pædagogik.
 Der blev så stille i stuen imens jeg lavede havregrød til Oliver. Jeg spurgte fra køkkenet; "Hvad laver du, Oliver?" Stadig stille. Han plejer ellers at "svare" i form af hvin, grin eller noget. Tænkte jeg hellere måtte finde ham.

"Mig?.. Jeg laver ikke noget!"

mandag den 11. juni 2012

Hvad er der med dig og de elefanter..?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet et par gange... Det er ved at være noget tid siden, men idag så jeg det skønneste sæt sengetøj og tænkte; Det skal Oliver bare ha', det skal han altså! Og det mindede mig om det... Hvad er det med mig og de elefanter?

Lad os se engang..

Det første minde jeg har om elefanter, er faktisk ikke så meget et minde om selve oplevelsen, men mere min mor der fortæller om den.

Jeg er ikke så gammel, yngre end 5 år (nærmere kan jeg ikke selv komme det). Min mor vågner kl. l.o.r.t fordi jeg græder. Hun skynder sig ind på mit værelse og spørger hvad der dog er i vejen. Jeg svarer, at der er en stor elefant på mit værelse. Min mor kigger rundt. Det er der ikke. Men min mor er en klog kvinde, så hun svarer; "Sov du nu bare videre, så tager jeg elefanten med ud". Og så sov jeg.

Ikke ligefrem en elefantelsker på dette tidspunkt.

Siden da er vores hjem blevet fyldt op med elefanter.. Se engang et lille udpluk.

Georg Jensen elefanten har han fået i dåbsgave af min søster og Randi - Den var ønsket. Elefanten øverst til højre har jeg selv hæklet (med hjælp fra min mor). Den blå elefant porcelænsknoppe (x 2) har jeg købt og sat på skufferne i Olivers reol. Elefanten fik jeg som en ekstra gave fra et firma. Sengetøjet (nederst til højre) måtte jeg bare købe (på lagersalg).
Øverst er Bodil. Hende har Oliver fået af min mor og Finn. Han synes allerede hun er sjov at hive i snablen og køre rundt med hjulene. Nederst til venstre er den tegning, som er lånt her - der lige nu sidder i hans natlampe.
Til sidst et par tilfældige pegekort.
Tjek lige hagesmækken - Den har vi fået i gave.
Min svigermor gav mig en skøn graviditetspenge gave. Forkæl dig selv, sagde hun. Tak!
Det endte dog med endnu en elefant. Elefantens vuggevise hænger over Olivers seng. Vi synger den hver aften.

Øverst en Smallstuff elefant, som jeg ikke kunne stå for på lagersalg. Så er der et par klassiske Ikea elefanter. Og til sidst en lille bunke tøj - hold op hvor har han meget tøj med elefanter!

Jeg kan godt se det.. Der er elefanter alle vegne. Noget må have ændret sig.. Det store dyr, som engang var så skræmmende, at jeg ikke kunne sove, er nu blevet en ret stor del af vores lejlighed. Hvorfor mon? Jeg tror, at jeg har fundet svaret.

Er hun ikke lækker?
August 2011 - 1 måned til termin.
Jeg følte mig ret stor som gravid. Jeg VAR ret stor. Havde rigtig meget væske i kroppen og ja.. Lige her tror jeg, at jeg følte mig hjemme. En stor elefant i baggrunden - og en stor elefant i front. Vi matcher endda i farverne ;o).

tirsdag den 5. juni 2012

Fars dag...

Oliver og jeg havde lavet en lille overraskelse til Ronni.

Jeg troede det ville blive svært at få Oliver til at ligge stille, det gik faktisk ok - MEN.. Jeg havde da ikke lige tænkt på hvor kilden, han er under foden. Og tænk sig, den onde mor malede foden med en pensel imens ungen spjættede og grinte.

Godt at han kunne lide det, for vi havde snuppet yndlingskoppen.. ;o).
Og så bare lige en lille video fra idag. Jeg beklager, at jeg snakket i baggrunden (findes der noget værre end at høre sig selv, ej vel?).


Oliver danser/bevæger sig til musikken.. Så sød! :o).

mandag den 4. juni 2012

Min veninde er min helt..

Det er 25 grader udenfor. Solen skinner fra en skyfri himmel.

Min veninde, lad os kalde hende K, er på vej ud i byens shoppingcenter. Hun parkerer sin bil og idet hun står ud af den får hun set, at bilen ved siden af har en stofble hængende i ruden. Hun tænker, at det er lidt underligt, det plejer man jo kun at have, hvis der sidder et barn bag ruden. Og det gjorde der. En lille bitte baby. Helt alene. Det er et stort center, det er en stor parkeringsplads - Moderen er altså ikke i nærheden af bilen.

Det er 25 grader udenfor. Hvor varmt er det mon inde i bilen?

Min veninde tænker, at ejeren af bilen måske lige hurtigt er inde og hente noget. K tager et billede af bilen og kigger på klokken. Beslutter sig for at skynde sig ind og hente det hun skal, og hvis barnet stadig sidder der, når hun kommer tilbage vil hun kontakte informationen i centeret.

Der går 20 minutter og K går ud til bilen. Nu står moderen ved bilen og er ved at læsse varer i den. Jeg husker ikke ordret hvad hun sagde, men noget i stil med: "Jeg har taget et billede af din nummerplade og hvis jeg nogensinde ser du har efterladt dit barn i bilen igen, så ringer jeg til politiet". Moderen havde travlt med at hidse sig op, og kunne ikke se det forkerte i situationen. K sagde en masse mere - "En ordentlig sviner", fortæller hun.

K er min helt. K og de mennesker som træder til handling, når de ser ting, der ikke er som de skal være.

lørdag den 2. juni 2012

Er det allerede juni?!

.. Altså. Synes snart jeg starter hvert indlæg med; "Hvor går tiden dog stærkt".. Men det gør den jo! Før i tiden, når man sagde det, så var der altid en der sagde; "Bare vent til du får børn, så kan du slet ikke følge med" - Klogt sagt.

Her mangler vi stadig den sidste tand, som er på vej. Den har drillet en del idag, så mon ikke det snart er overstået?

Det haglede helt vildt i formiddags, så Oliver fik afbrudt sin lur. Hold op, en sur baby. Heldigvis tog han revanche og sov næsten 2 timer over middag og derefter havde vi igen en dejlig glad baby.

Glad og udhvilet.
Da han vågnede så han således ud. Ahh. Vi kørte hjem til min mor og Finn og så fik vi endelig sat sommerdæk på bilen. Haha. Vil lige undskylde os med, at vi ikke bruger bilen ret meget lige nu, hvor jeg er på barsel, men alligevel.

Imens Ronni og Finn legede med bilen, så legede min mor og jeg med Oliver. Eller det vil sige; han underholdte fint sig selv. Han kravlede rundt i hele huset, som om han lige skulle se det hele. Især DVD-afspiller og den slags maskiner er et hit, når han kommer hjem til folk. Mormors plante var også spændende - Og ledninger! Og så er han pludselig begyndt at række tunge igen? Altså, sådan rigtig meget og hele tiden. Hvis han altså ikke lige snakker.

Han er begyndt at stille sig op af alting. Helt op på fødderne. Han står bedre og bedre og for det meste på flad fod nu. Her til aften lå jeg på gulvet og legede med ham, så rejste han sig op af mit ben og begyndte at gå langs det. Hvor er min lille bitte baby henne nu?

Ronni har haft fri både i går og i dag, og han er stået op med Oliver begge dage. Jeg har sovet længe; 7-8 timer begge nætter/formiddag. Ikke i streg, men alligevel skønt :o).

Jeg har igen besøgt POMPdeLUX og bestilt en bunke tøj på udsalg, og jeg glæder mig så meget til at modtage pakken og vise frem. Underligt at nyt tøj til Oliver pludselig er mere spændende end noget som helst til mig. Måske fordi han er så mega lækker i det hele!