Av, det gør ondt..

Rigtig ondt. Inde i mit hjerte.

Lige om lidt skal Oliver starte i vuggestue/dagpleje.. Og det gør ondt i mit hjerte. Jeg har det simpelthen så skidt med det.

Jeg ved, at det er en god løsning for alle. Jeg duer ikke til at rende rundt herhjemme, og Oliver elsker mennesker, andre børn og især at der sker noget hele tiden. Så jeg er faktisk helt sikker på, at det nok skal blive godt, hvis vi ellers finder det helt rigtige sted. Med nogle gode, varme og omsorgsfulde pædagoger, som får mig og Ronni til at føle os trygge.

Der har været ret stille her på bloggen. Det skyldes ovenstående.. Jeg bruger enormt meget energi og tid på at tænke på det.

Det skyldes især, at vi fik tilbudt en vuggestueplads til Oliver, et sted som vi ellers ikke havde prioriteret. Der er en vuggestue og to børnehave-stuer. Vi havde hørt en del negativt om stedet, men også nogen som var fint tilfredse. Vi tog op for at se stedet (som jeg ikke vil nævne, da jeg synes folk selv skal danne sig sine indtryk eller søge den viden de ønsker). Det var bare ikke godt. Jeg fik en stor knude i min mave, og det samme gjorde Ronni. Som jo læser til pædagog og ønsker at arbejde i en børnehave, så han ved altså godt hvordan det foregår i institutioner. Udover legepladsen, som gjorde mig så deprimeret, at jeg fik lyst til at springe ud foran en lastbil, så manglede der kontakt med børnene, omsorg og varme.. Det virkede så koldt. Og mørkt.

Som du jo nok kan regne ud, så takkede vi nej.

Ronni læser og læser, han skal til eksamen på torsdag. Derefter har han undervisning mandag til onsdag ugen efter, og så har vi fri sammen hele juli. Det glæder jeg mig til. Vi skal ud og se de 6 vuggestuer, som vi har skrevet Oliver op til. Jeg har virkelig behov for ro i mit indre, alle de gode ting som Ronni fortæller mig preller totalt af på min urolige moder skal.

Alt imens springer Oliver omkring, uvidende om sine forældres bekymring (heldigvis). Han er glad, glad og glad. Griner og pludrer dagen lang. Kravler i meget højt tempo, men vil nu hellere spadsere langs sofaen, og så over til sofabordet og så tilbage til sofaen. Det kan han få laaang tid til at gå med. Heldigvis har han fået ret meget styr på det nu, han vælter ikke så ofte mere. Og han er blevet god til at sætte sig ned på måsen eller knæene, så han selv kan komme derfra.. :o).

Jeg var ikke særlig motorisk som barn.. (Haha, hvem forsøger jeg at narre? Jeg er stadig overhovedet slet ikke motorisk), så det er ikke mig han har det efter. Tilgengæld kravlede Ronni, da han var 8 måneder og han gik allerede da han var 10 måneder.. Så nu må vi se, synes nu godt Oliver må slappe lidt af.. ;o). Jeg hoppede rundt på min numse (smart, så kan man have legetøj i hænderne) og gik først da jeg var 15 måneder.

Oliver er i gang med sin spadseretur, og fandt da lige nogle spændende bøger om pædagogik.

 Der blev så stille i stuen imens jeg lavede havregrød til Oliver. Jeg spurgte fra køkkenet; "Hvad laver du, Oliver?" Stadig stille. Han plejer ellers at "svare" i form af hvin, grin eller noget. Tænkte jeg hellere måtte finde ham.

"Mig?.. Jeg laver ikke noget!"