Dette er min meget personlige beretning om hvordan Oliver blev født- hvis du ikke ønsker diverse detaljer, så lad vær med at læse mere ;o).
Tirsdag d. 20. september skulle jeg egentlig have været til morgensang ved min moster og onkel, de havde nemlig sølvbryllup. Men jeg beslutter aftenen før, at det er en dårlig idé, da jeg har lidt kraftige plukveer. Jeg vågner kl. 6.30. Jeg skal tisse (surprise!), det gør jeg så. På vej tilbage til soveværelset føles det som om, at jeg tisser i bukserne.. Så tilbage på badeværelset med mig. Bliver lidt pinlig, som højgravid er man bare ikke så charmerende.. Jeg tænker det muligvis kan være vandet der siver, men det stopper igen. Jeg tager et bind på og går tilbage i soveværelset. Ret hurtigt får jeg samme fornemmelse igen. Derfor vækker jeg Ronni og vi bliver enige om, at jeg skal ringe til fødegangen. Det gør jeg (klokken er 7.12). De vil gerne se mig kl. 10. Skulle jeg få regelmæssige veer med 5 minutters mellemrum og en varighed på 1 minut skal jeg kontakte dem igen. Jeg sætter mig ned og Ronni og jeg laver en plan for hvad vi lige skal nå. Jeg mangler at pakke lidt småting, og det samme gør Ronni. Idet jeg rejser mig fra stolen lyder der et plask, og så var vi ikke længere i tvivl om, at vandet altså var gået! Jeg begynder at grine helt hysterisk, det er simpelthen for skægt! Jeg tror egentlig mest det er lettelse, for idet vandet går ved jeg, at om max 18 timer har jeg min søn i armene, vildt! Og samtidig synes jeg, at det er enormt morsomt at jeg kl. 7 skulle have stået og sunget morgensang, det kunne have været noget af et syn!
Jeg går i bad og begynder derefter at pakke det sidste.. Ronni går og ordner lidt småting. Jeg begynder at få veer, de bliver mere og mere voldsomme og min læn er øm! Kl. 8.25 begynder jeg at tage tid på veerne. De varer ca. 40 sekunder og der er 4-7 minutter imellem. Jeg ringer til fødegangen igen kl. 9.18, de mener nu ikke det er så vildt endnu, så jeg skal kun komme hvis jeg er utryg – det er jeg for det gør virkelig ondt nu! De siger, at de gerne vil tjekke mig, men at vi nok bliver sendt hjem igen efterfølgende, især fordi vi bor så tæt på. Helt ok med mig, bare de vil se mig.
Turen i bilen var et helvede. Jeg bandede og svovlede over alle andre trafikanter, ja selv fodgængere. Det kan ikke have været nemt, at koncentrere sig om at køre bilen! Jeg begynder at blive lidt angst i forhold til veerne, og idet veerne stopper begynder jeg spontant at stortude. Vi finder endelig en parkeringsplads (det tog lang tid!). Ronni smider penge i automaten, så vi kan holde der i 2 timer – vi ville jo blive sendt hjem igen (troede vi). Vi kommer op på fødegangen og får en modtagelsesstue med det samme. Ronni hjælper mig op på sengen, og her begynder jeg igen at stortude. Der kommer en jordemoder ind i værelset, hun skulle egentlig ikke ind til os, men hun kan åbenbart høre mig ude fra gangen. Hun siger, at jeg er nødt til at slappe af – jeg hyperventilerer. Vi snakker lidt, mest hende og Ronni. Og ind kommer Katrine, jordemoderen der senere tager imod vores dreng.
Vi kommer ind på fødestue 5. Katrine har skrevet, at jeg ved ankomst har veer med 3 minutters interval og de varer 50 sekunder. Jeg har enormt svært ved at trække vejret dybt, og er enormt bange pga. smerterne. Jeg går faktisk i panik når veerne kommer. Jeg får sagt, at de er nødt til at hjælpe mig med smerterne, jeg skal have noget lindring, det gør alt for ondt! Katrine siger, at vi lige skal have mig undersøgt først.
Kl. 10.35 bliver jeg undersøgt og er allerede 5 cm åben! Jeg får ikke målt blodtryk. Katrine forsøger ikke engang, da jeg har for mange smerter. Jeg får klyx og kan kun huske, at det var et helvede at skulle ud på toilettet – Jeg bløder en del, men det er bare tegnblødning.
Jeg forsøger virkelig at lytte til hvad Katrine siger, men når først veerne kommer, så skriger jeg som en stukken gris, bliver panisk og angst og glemmer alt om dybe vejrtrækninger. Når veerne aftager, så tuder jeg lige ind til næste ve starter. Jeg spørger igen efter noget smertelindrende, men det kan vi ikke nå nu. Jeg er faktisk helt overbevist om, at jeg ikke kan klare det. Jeg er bange og spørger Katrine flere gange, om hun tror jeg kan klare det. Hun siger selvfølgelig ja, og roser mig helt vildt (selvom jeg slet ikke hører efter, hvad hun siger). Jeg husker, at jeg ligger halvvejs i armene på Ronni under veerne, og klemmer hans hænder (ret hårdt, fortæller han efterfølgende – men som han siger, det gjorde nok mere ondt på mig). Jeg skriger ham lige ind i hovedet under hver eneste ve, han har bagefter fortalt, at de bedste skuespillere i den vildeste gyserfilm ikke kunne virke mere paniske. Katrine lytter til Olivers hjerte mellem hver ve, selv mærker jeg også liv imellem veerne og det gør mig lidt mere rolig.
Kl. 11.10 bliver jeg undersøgt igen – På 35 minutter er jeg udvidet fra 5 til 9 cm! Jeg får iltmasken, da Katrine mener, at den kan hjælpe mig. Det føler jeg desværre ikke. Kl. 11.45 begynder jeg at føle det presser, jeg kommer op og stå og får lov at presse lidt med. Kl. 11:55 er jeg 10 cm åben og kan nu endelig arbejde med presseveerne, hvilken lettelse! Det forstår min krop heldigvis, så selvom jeg stadig er bange, så gør jeg bare hvad hun siger. Mine udvidelsesveer var meget kraftige, men til gengæld er mine presseveer ikke kraftige nok, og de er heller ikke lange nok. Jeg skifter mellem forskellige stillinger, stående og liggende.
Kl. 13.00 får jeg Ve-drop, da der ikke er sket ret meget fremgang. Jeg får det først lagt i venstre hånd, men apparatet fungerer ikke ordentligt, så der bliver tilkaldt en læge, som bagefter ligger det i min højre hånd. Jeg hader nåle, så selvom jeg er i min egen verden får jeg sagt, at de ikke skal sige når de stikker. Herefter siger lægen: ”Nu mærker du lige et lille prik. Nåh nej, det måtte jeg ikke sige”. Kan huske, at jeg tænker; FLOT! Men jeg er faktisk ligeglad. Herefter skal jeg stadig skifte imellem stillingerne og samtidig øges droppet lidt hen af vejen.
Kl. 13.35 bliver der tilkaldt 2 læger, da jeg har presset meget længe og der stadig ikke er den store fremgang. Lægerne skal godkende, at det bliver skruet op for droppet.
Jordemoderen kan tydeligt se hovedet nu, men der sker stadig ikke nok Hun nævner også, at vores barn har enormt meget hår, hvilket er ret svært at forholde sig til, når man ligger der!
Olivers puls har været aftagene i en periode og lægerne bliver tilkaldt igen. Jeg ligger nu på ryggen og jordemoderassistenten holder mit ene ben, mens Ronni holder det andet. Jeg har virkelig ondt i mine ben og læn mellem veerne, så det er en kæmpe hjælp, at jeg ikke selv skal holde dem. Jeg skal nu trække vejret igennem iltmasken hele tiden, så Oliver får nok ilt.
Der bliver skruet op for droppet igen og lægerne bliver nu på stuen, de taler om at tage Oliver ud med sugekop, hvis der ikke snart sker noget. Jeg husker, at jeg tænker at det skal de bare ikke! Men jeg siger ikke noget. Droppet startede på 18ml/h og kl. 14.00 bliver det sat op for sidste gang – til 180 ml/h. Hovedet kommer ud og i den næste ve er Oliver kommet til verdenen. Klokken er nu 14.01 og Oliver kommer op på min mave, han græder kun kort. Det er et helt ubeskriveligt øjeblik! Både Ronni og jeg er meget rørte over den smukke baby, som ligger der og ser så lækker ud!
Ronni klipper navlestrengen.
Jeg er bristet en smule, men intet alvorligt. Katrine giver sig dog god tid til at sy, og samtidig får vi snakket fødslen igennem, hvilket er rart – jeg forstår det nemlig ikke helt. Det gik simpelthen for stærkt i starten. Jeg griner pludselig, og siger at jeg ikke håber de har haft rundvisning på fødegangen i dag, for så har jeg da skræmt alle de højgravide fra sans og samling. Herefter undskylder jeg, at jeg ikke lyttede efter i starten og Katrine siger, at hun sagtens kan forstå, at det gjorde så ondt eftersom udvidelsen gik så stærkt! Jordemoderassistenten mener, at jeg er skabt til at føde, men hun var der heller ikke meget, imens jeg skreg som en sindssyg, hehe.
Oliver bliver målt og vejet. 52 cm og 3970 gram. Stor dreng :o).
Min kæreste var så sej under hele fødslen, jeg føler at han hjalp mig så meget, og han gjorde bare hvad der skulle gøres, sagde de helt rigtige ting osv. Selv da jeg blev syet hjalp han lige jordemoderen med at finde de rigtige ting frem – Hvor jeg dog elsker ham for altid at være så rolig, når jeg ikke er det! Tak :o). Uden hans hjælp havde jeg ikke kunnet skrive beretningen, jeg kunne ganske enkelt ikke huske rækkefølgen af hændelserne, og noget husker jeg nærmest slet ikke. Derfor har det faktisk været en rigtig god proces for mig at skrive beretningen. Nu forstår jeg det, og glemmer det aldrig.
 |
| Oliver 5 timer gammel. |
Tak fordi du læste med! :o)
