Ægte omsorg...

... Jeg bliver så glad og varm indeni, når jeg mærker at pædagogerne i Olivers vuggestue er oprigtige i deres omsorg. Den måde de går børnene i møde på, med store kram og smil. Jeg bliver sgu så glad!

Jeg har oplevet et par gange, at de har kysset Oliver på kinden, i panden eller hans fingre. Straks efter har de sagt noget i retningen af; "Hov, jeg har vist ikke fået spurgt om det er ok, at jeg gør det? For det er jo ikke alle forældre der bryder sig om det".

Hva? Det forstår jeg ikke. Det at de har lyst til at kysse og kramme mit barn, gør mig kun glad og tryg. Der skal ret meget til for, at man har lyst til at kysse et anden menneske, så alt hvad det fortæller mig er, at de yder en ægte omsorg for mit barn. At de kun vil ham godt. Og det gør mig glad og tryg.

Jeg husker tydeligt engang i februar, Nadia skrev et fantastisk indlæg om at holde af andres børn. På det tidspunkt var Oliver ikke engang 5 måneder og tanken om institution var skræmmende, hendes indlæg gav mig våde øjne og et håb om, at Oliver en dag skulle passes af en som hende, der bare ikke kan lade vær med at holde af andres børn.

Hvor heldig er jeg lige? For ikke at tale om hvor heldig Oliver er.. :o)

I går kravlede Oliver selv op i sofaen og så over på sofabordet. Hmm...