Kære Arbejdsgiver

Kære Arbejdsgiver,

Jeg skriver dette brev, da jeg føler at vi to har lidt vi skal have talt ud om. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet, elsker det, så du skal ikke tage det alt for ilde op.

Men jeg synes bare...

Hvis arbejdstiden pludselig lyder fra kl. 6.15-21 i stedet for kl. 7.30-20, burde jeg så ikke have nogle flere/længere pauser? Måske et par timer midt på dagen? Ja, jeg ved da godt, at du nogen gange belønner mig med det, men kunne vi ikke lave en fast aftale? Hvis ikke, så kunne du i det mindste lige sige det inden pausen; "Du har pause i 40 minutter, som du plejer" eller "Tag dig en lur, du kan godt holde fri de næste 2-3 timer". Er det for meget at forlange?

For ikke at tale om natten, hvor du også nogen gange ringer mig op helt op til 8 gange. Det er ikke i orden, jeg sover jo!

Det er altså også lidt frustrerende, at du bare er skide sur nogen dage. Det giver et rigtig dårligt arbejdsmiljø. Det er lige meget hvad jeg gør og hvor umage jeg gør mig, så får man bare den ene verbale skideballe efter den anden.
- Du er heldigvis også god til at vise, når du er tilfreds. Tak for det.

Jeg forstår heller ikke hvorfor, at du nogen dage godt vil spise din mad og andre dage, så kaster du den nærmest efter mig. Altså, så må du selv lave din mad, det gider jeg ikke det der.

Sidst men ikke mindst, så er du nødt til at acceptere, at jeg ikke kan udføre de opgaver du sætter mig til og samtidig sludre med dig, så må du altså lige vente - eller lade vær med at være så krævende i det tidsrum, hvor jeg er alene på job.

Mon ikke vi får en meget bedre forståelse for hinanden nu?

Glæder mig til endnu en arbejdsdag imorgen.

Kys,

Mor.

(Skrevet efter en meget meget lang dag igår, men bloggen synes ikke I skulle se det før idag - åbenbart).

Hr. Arbejdsgiver.