søndag den 19. august 2012

Jeg er jo allerede moster...

Det er fredag og Ronni kommer syngende (Ja, den er god nok!) ind i stuen, hvor Oliver og jeg er: "I morgen er det Nillers* fødselsdag, hurra hurra hurra!". Hvorfor synger du det? Spørger jeg. "Han bliver født i morgen", svarer Ronni meget sikkert. "Jamen, der er jo også termin i morgen", siger jeg så. Ronni kigger lidt, smiler og siger så: "Det havde jeg faktisk ikke lige tænkt på".

Måske er der noget om det, tænker jeg.

Lørdag sidder vi sammen med nogle gode venner. Vi har spist noget fantastisk mad, spiller Bezzerwizzer og Hjerterfri. Vi er alle sammen enormt trætte, men humøret er højt. Faktisk skulle man tro, at der havde været et par flasker vin med i spil, det var der ikke.

Jeg får en sms fra min søster, der står bare: "Hej Moster!". Min puls går fra hyggerytme til max på ingen tid. Jeg jubler højlydt: "Jeg er blevet moster!!!". Ronni udbryder: "Jeg vidste det, jeg fik ret! Og klokken er kun 22.56!". Jeg skynder mig at ringe til min søster og spørger med stor begejstring: "Er jeg blevet moster?!?". Min søster virker lidt forvirret.. "Hvad mener du?" Spørger hun. "Jamen.... Du skrev jo: "Hej Moster!"...?" "Øøøhhh... Ja, og så sendte jeg dig et billede af Bella!". Bella er deres hund, som jeg selvfølgelig allerede er moster til. Efterfølgende skreg vi af grin. Min søster var overbevist om, at vi da måtte have drukket noget.. "Jeg havde sku da ringet, hvis du var blevet moster..." Nå ja ja, men altså...!

Der var så ikke noget billede i den besked jeg modtog. "Hej Moster!". Argh. Lidt skuffet.

Jeg fik dog billedet bagefter og her er så Mosters pige!

Bella putter i det kølige soveværelse. Pyh, det er varmt!

*Barnet skal formentlig ikke hedde Niller ;o). Men da Min søster og svigerinde i starten af graviditeten troede at de ventede en pige, så havde de allerede navnet klar. Navnet minder lidt om Niller, så da de fandt ud af at de ventede en dreng, så er han blevet kaldt det siden. Altså, som i Vi-ved-ikke-hvad-han-skal-hedde-endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar